Emily Ellen Walsh

Min vej til journalistikken… og lidt om mig

Jeg er 26 år og fra en lille landsby i Vestjylland, Nørre Nebel, en rigtig turistby ude ved vesterhavet.

Mit navn er der dog ikke ret meget Vestjylland over. Min far var nemlig englænder, og jeg har blandt andet boet i Qatar i et par år som barn, som må siges, at være lidt i kontrast med “Newl”, som vi kalder hjemstavnen.

Selvom det også fortæller en hel del om mig, så er det er en anden historie, til en anden god gang.

Journalistikken i min barndom

I mit barndomshjem, lå der altid et eksemplar af JydskeVestkysten og selvfølgelig Vesterhavsposten, pænt foldet sammen på køkkenbordet. De kunne ligge der i et par dage, før de nogle gange endte i brændekurven.

Min mor skulle altid have et Se&Hør med inde fra byen. Hun sagde, at det var for den gode TV-guide og krydsordene, men jeg fangede hende altid på sladdersiderne. Bevares, jeg overtog bladet efter hende og åd det hele råt. I dag kan jeg godt have det lidt ambivalent med nogle af de gule bjælker. Årsagen er nok den samme, som de fleste af dem, jeg uddanner mig med, men jeg glemmer dog aldrig, hvor jeg kommer fra, og hvor det hele startede.

Så nej, jeg kommer ikke fra et hjem, hvor vi diskuterede storpolitiske emner eller journalistikkens etiske ansvar. Der blev ikke stillet kritiske spørgsmål ved det, som TV-værten berettede om, eller journalisten havde skrevet. Jeg oplevede, at journalisterne og medierne besad en slags magt. Det fascinerede mig.

Hvordan jeg endte med at lave et mønsterbrud og jage drømmen om at blive journalist, er mit yndlingsspørgsmål!

Af natur har jeg altid været nysgerrig og opsøgende. Jeg har altid haft en kæmpe længsel efter at lære nyt, fordybe mig og stille spørgsmål. Jeg havde ingen at dele min passion, min fandenivoldskhed og mit engagement med om verden og om livets spørgsmål. Jeg måtte selv opsøge svar og selv smide brænde på det bål, som så småt var tændt indeni mig.

Jeg havde svært ved at tie stille og blande mig udenom, når jeg følte, at noget var uretfærdigt.

Da jeg begyndte til fodbold som 7-årig, fik denne side af mig lov at blomstre. Her begyndte min undren og mine spørgsmål langsomt at hobe sig op, for her bemærkede jeg, at selv i et lille lokalsamfund i Vestjylland, afspejler samfundets konstruktioner sig i den grad.

Det gjorde noget ved min helt naturligt indbyggede retfærdighedssans. Samtidig med, at jeg blev bedre til fodbold, fik jeg en ballast i min selvtillid på banen, som jeg tog med mig ud bagefter. Det er her fra min styrke, selvdisciplin og min tro på mig selv, stammer fra.

Langt hen ad vejen er jeg endt her, hvor jeg er, fordi jeg har tilladt mig selv at bryde ud af nogle konstruktioner, som jeg ikke kunne affinde mig i. Jeg har turdet, villet og kæmpet for at stå hvor jeg gør. Jeg har stået ved mine værdier, mine holdninger og principper, som oftest adskilte sig fra mine omgivelsers. Jeg har ikke været bange for at bruge min stemme, selvom det kunne gøre ondt en gang i mellem. Det er noget, jeg har tænkt mig at blive ved med.

Jeg kommer med en jysk charme, en dertilhørende god (læs: til tider sort) humor, passion og kæmpe gåpåmod, som jeg glæder mig til at dele ud af. Min drivkraft og motivation for at blive journalist er, at jeg vil oplyse, informere og inspirere til nye og andre perspektiver. Selv de helt små menneskers oplevelser skal have plads, for også de historier, er med til at fortælle lidt om den verden, vi lever i.